Projektet ”Dansk Bælg”, der netop har modtaget en bevilling på 12,2 mio. kr. fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), vil gennem fokus på sundhed, smag og økonomi hjælpe dansk producerede bælgfrugter ind i landbruget og ned på tallerknerne. I spidsen for projektet står Professionshøjskolen Absalon i tæt samarbejde med landbrugsproduktion, industri, forskere og professionelle køkkener.
Der er mange fordele ved bælgfrugter. Bælgfrugter har væsentlige sundhedsfremmende effekter, en høj næringsværdi og flere fordele i forhold til bæredygtigt landbrug, fordi de kan binde kvælstof i jorden og dermed reducere behovet for kunstgødning.
Størstedelen af de bælgfrugter, der bliver spist herhjemme, er dog importerede. Projektet ”Dansk Bælg” med Professionshøjskolen Absalon i spidsen vil de næste 3,5 år fokusere på at få danske bælgfrugter ind på markedet.
-For at nå det mål, så skal vi se på hele vejen fra produktion til storkøkken. Det skal smage godt, det skal være nemt at bruge og det skal være sikkert og sundt, forklarer Margit Dall Aaslyng, Docent – Ph.d., Ernæring og Sundhedsuddannelsen, Professionshøjskolen Absalon, der er projektleder på projektet.
Mangler kendskab og inspiration
Projektet ”Dansk Bælg” er et samarbejde imellem parter, der samarbejder med hele fødevareværdikæden fra jord til bord: Landbrugs- og fødevareproduktionen (SEGES Innovation), industrien (DAVA Foods (DAVA)), forskere (Professionshøjskolen Absalon (PHA), Københavns Universitet (KU), Aarhus Universitet (AU)) og professionelle slutbrugere (Compass Group (CG)).
I fællesskab vil det være muligt at udvikle nyskabende teknologiske løsninger, der kan give helt nye smags- og teksturvarianter og dermed gøre det lettere at få danskerne til at spise flere bælgfrugter.
-Modsat de importerede bælgfrugter, så sælges de danske typisk som tørrede produkter, der er krævende at anvende – og da bælgfrugter ikke er en traditionel del af den danske madkultur, er størstedelen af de tilgængelige opskrifter baseret på udenlandske bælgfrugter som fx kidneybønner. Både private som madprofessionelle mangler kendskab, inspiration og vejledning til, hvordan man kan bruge danske bælgfrugter på nye måder i madlavning og stadig tage hensyn til fødevaresikkerhed, understreger Margit Dall Aaslyng.
En ændring af vores madkultur
Hos SEGES Innovation, der arbejder med at udvikle ny viden og konkrete løsninger til bæredygtig fødevareproduktion, er man begejstrede for samarbejdet:
-Bælgfrugter er fantastiske afgrøder, både for helbredet og for klimaet. De er sunde og rige på protein, og så kan de fiksere kvælstof fra luften, så det er tilgængeligt for dem selv, og for den efterfølgende afgrøde, lyder det fra Eva Braüner Sørensen, SEGES Innovations specialist i plantebaserede fødevarer.
Hun tilføjer, at vi i Danmark har mange dygtige landmænd, som er ivrige efter at producere bælgfrugter til fødevarer, men som desværre ofte oplever udfordringer med at få deres produkter afsat, fordi efterspørgslen simpelthen er for lille, selvom mange egentlig gerne vil efterleve de officielle kostråd og spise flere bælgfrugter.
-Det kræver en ændring i hele vores madkultur at øge mængden af bælgfrugter i kosten. Projektet Dansk Bælg har et kæmpe potentiale for at accelerere omstillingen igennem det stærke samarbejde i hele værdikæden. Udviklingen af danske produkter med bælgfrugter, der kan bruges direkte i madlavningen, og sunde og lækre opskrifter, vil kunne facilitere inddragelsen af danske bælgfrugter i madlavningen. Ikke mindst i de professionelle køkkener, som jo når ud til rigtig mange mennesker hver eneste dag, og som derigennem har mulighed for at påvirke danskernes madvaner, siger Eva Braüner Sørensen, SEGES Innovations specialist i plantebaserede fødevarer.
SEGES Innovation er en uafhængig, non-profit forsknings- og innovationsvirksomhed, som arbejder for en bæredygtig og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Virksomheden beskæftiger ca. 500 specialister, som bidrager til et kvalificeret vidensgrundlag, når der skal træffes beslutninger, der kan sikre balance mellem at bruge og beskytte jordens ressourcer til gavn for nuværende og kommende generationer.
SEGES Innovation kobler faglige indsigter med digitale teknologier, så ny viden kommer ud at virke i stalden, på marken og i hele værdikæden fra jord til bord. Innovationen sker i tæt samspil med Danmarks mere end 30.000 landbrug, universiteter og uddannelsesinstitutioner, landbrugsrådgivere, fødevareproducenter, energiselskaber og myndigheder. SEGES Innovations rødder går mere end 50 år tilbage og virksomheden har til huse hhv. i sit hovedkontor i Skejby ved Aarhus samt i afdelinger i København og Karup J. samt i datterselskaberne HortiAdvice i Odense og Datalogisk på Falster.