Randersvirksomheden Engskov A/S har fået en ordre på flere millioner kroner på baggrund af et Danida-finansieret projekt, som skal forbedre levevilkårene for bønder i Uganda. Projektet er koordineret af den danske platform for bæredygtig forretningsudvikling til Afrika, Access2innovation.
-Vi har solgt et stort anlæg til to millioner kroner til den ugandiske virksomhed New Kakinga Millers Enterprises Ltd., fortæller Henrik Wollesen, CEO i Engskov A/S.
Der er tale om hammermølleanlæg, som bruges i produktion af majsmel.
-Aftalen er kommet i stand ved hjælp af Access2innovations medarbejder i Uganda, Yango Azando, som allerede tidligt i Danida-projektet arrangerede et møde mellem os og det ugandiske mølleri New Kakinga for at koordinere forarbejdet til de centre med dansk teknologi, som skal hjælpe ugandiske småbønder med at få mere ud af deres høst. Den kontakt udviklede sig til et salg af en anden type mølle end den, der bruges i projektet, men som New Kakinga skal bruge i deres egen produktion i det sydvestlige Uganda, fortæller Henrik Wollesen videre.
For New Kakinga har det været vigtigt, at deres nye anlæg er produceret af Engskov, som har et godt navn i branchen og ikke i det fjerne østen som Kina og Indien.
Anlægget er et såkaldt hammermølleanlæg, som bruges i produktion af majsmel. Det kan forarbejde tre tons majs i timen. Det forventes at være installeret og køreklart fra nytår og bliver produceret på Engskovs dattervirksomhed i Sydafrika, som de købte sig ind i for 25 år siden.
-Vi havde ikke fået den ordre, hvis ikke vi havde truffet New Kakinga gennem Danida-projektet og hvis ikke Yango Azando havde hjulpet os gennem hele forløbet. Det har alligevel taget det meste af 12 måneder at få på plads, slutter en tilfreds Henrik Wollesen.
Engskov A/S producerer stenkværne og komplette møllerisystemer til formaling af korn. Det er en teknologi, der gør at hele kornet inklusiv eskallen kan formales, og da det samtidig sker ved lave temperaturer, sikrer det at alle næringsstofferne bliver udnyttet.
Virksomheden opererer i mere end 50 lande verden over.
Om projektet
Danida-projektet hedder ”Integrated Grain Handling Project for Rural Communities in Uganda”. Danida har bevilliget 8,8 millioner kroner fra Danida Market Development Partnership Programmet til Foreningen Access2innovation, som koordinerer projektet.
Forbedringen af høsten skal ske ved kombinere tre danske teknologier, som på hver sin måde vil skabe større indkomst for bønderne. Teknologierne er såsædsforbedring fra Gl. Buurholt, kornopbevaring fra BM Silo og møllestensteknologi fra Engskov A/S. Foruden at øge landmændenes indtjening forventes projektets 25 kornbehandlingscentre at skabe 500 nye jobs, heraf minimum halvdelen til kvinder og unge under 25 år.