Q-Interline A/S etablerer nu samme ledelsesmodel i Nordamerika som i det franske og tyske datterselskab, samtidig med at salgsorganisationen i Q-Interline Inc. styrkes lokalt.
Q-Interline A/S har udpeget John Crispin som Business Unit Manager for Q-Interline Inc. i Nordamerika og ansat en Sales Manager, Natalie Woodley-Glejf, så Q-Interline nu har to erfarne salgsprofiler i Nordamerika.
Dermed accelereres markedsindtrængningen på det amerikanske marked yderligere. Med John Crispin som Business Unit Manager forankrer Q-Interline organisationen i Nordamerika på samme vis som datterselskaberne i Frankrig og Tyskland, der også har lokal ledelse.
John Crispin vil referere direkte til adm.dir. Martin R. Henriksen og bliver en del af en udvidet ledergruppe bestående af ledelsen i Danmark og Q-Interlines regionale ledere.
Etableringen af den lokale ledelse og forankring af Q-Interline Inc. sker i forbindelse med, at Sales Director Søren Wiborg, der hidtil har været en del af den danske ledelse, skifter branche til plastindustrien, som han tidligere har arbejdet i.
-Søren Wiborg har i knap to et halvt år med stor dedikation og kæmpe engagement opdyrket markedet og arbejdet hårdt for at lykkes med at få etableret Q-Interline i USA. Søren har skabt et stort værdifuldt netværk, etableret gode kontakter og samarbejdspartnere og opbygget en solid pipeline. Senest etablerede han Q-Interline Inc. og ansatte Q-Interlines to første amerikanske medarbejdere, fortæller Martin Henriksen.
-Q-Interline Inc. er nu etableret med et team af tre stærke medarbejdere, der er klar til at skabe succes med en lokalt forankret amerikansk organisation og stærk support fra hovedkontoret i Danmark, fortsætter han.
Det er langt mere effektivt at bearbejde markedet med ressourcer direkte i USA frem for at rejse frem og tilbage hyppigt fra Danmark. Derfor giver det mere mening at investere i organisationen direkte i USA.