Fra 1. december 2024 har Procudan A/S indgået et strategisk partnerskab med dsm-firmenich, en førende global leverandør af smagsstoffer. Partnerskabet gør det muligt for Procudan at levere værdiskabende smagsløsninger til kunder i hele Norden.

dsm-firmenichs nordiske hovedsæde inden for Taste ligger i Aarhus, hvor virksomheden har en bred vifte af aktiviteter, herunder salg og et smagslaboratorium i topklasse. Her kan kunderne samarbejde direkte med eksperter om at udvikle nye produkter, tilpasse smagsprofiler og sikre, at løsningerne lever op til markedets præferencer.
Ved at forene dsm-firmenichs globale ekspertise med Procudans lokale viden og mangeårige erfaring med smagsstoffer i Norden, skabes et partnerskab, der fokuserer på at levere løsninger, som opfylder kundernes behov – både med hensyn til nyudvikling og produktmatching.
-Vi er meget glade for at samarbejde med en global aktør som dsm-firmenich, der deler vores vision om at levere værdiskabende løsninger til fødevareindustrien. Med mere end 20 års erfaring inden for smagsstoffer, arbejder vi hver dag på at hjælpe kunderne med at skabe innovative produkter og udvikle deres forretning. Dette partnerskab styrker vores muligheder for at videreudvikle markedet og levere endnu bedre løsninger. Vi har allerede gode dialoger med både eksisterende kunder og de kunder, vi overtager fra dsm-firmenich, så kunderne med det samme kan få udbytte af det nye samarbejde, fortæller Martin Jakobsen, salgs- og marketingdirektør i Procudan A/S.
Jacob Ravn Nielsen, sales director, Taste, Texture & Health, Northern Europe i dsm-firmenich, tilføjer:
-Selvom dsm-firmenich er en global virksomhed, er vores opmærksomhed altid rettet mod den enkelte forbruger og betydningen af lokale præferencer for næringsstoffer, smag og duft. Derfor ser vi et stort potentiale i Procudans erfaring, der kan sikre, at flere nordiske fødevarevirksomheder og dermed forbrugere får adgang til de fødevareteknologiske fremskridt, som er kernen i dsm-firmenichs arbejde verden over.
For at sikre, at løsningerne altid gør en positiv forskel i kundernes dagligdag, tilbyder Procudan blandt andet fleksible lagerløsninger fra faciliteterne i Kolding. Her kan leverancer tilpasses kundens behov og minimumsordrer (MOQ).
Partnerskabet gør det muligt at levere smagsstoffer, der er nøje tilpasset behovene på de nordiske markeder, og sammen arbejder Procudan og dsm-firmenich for at skabe værdi og drive innovation i fødevareindustrien.