En af verdens mest internationale bryggerier – Heineken – har nået en ny milepæl på sin vej mod Net Zero. Virksomheden har indgået aftaler med tre nye partnere, Niras A/S, Arcadis og Royal HaskoningDHV til sit globale Net Zero Production-program. Disse partnere bidrager med teknisk ekspertise til at understøtte Heinekens globale ambition om at nå Net Zero i scope 1 og 2 inden 2030.
Heinekens strategi i forhold til at reducere udledningen på deres fabrikker fokuserer på at reducere energiforbruget i produktion og logistik samt på overgangen til vedvarende energi.
Bryggeriet vil dermed samarbejde med Niras A/S, Arcadis og Royal HaskoningDHV om langsigtede afkarboniseringsprogrammer; dette er næste skridt i Heinekens tidligere annoncerede samarbejde med Siemens, som identificerede betydelige energibesparelser på et typisk Heineken-bryggeri.
Samarbejde om Net Zero-løsninger
Heineken arbejder sammen med Niras A/S for at implementere en række industriafprøvede Net Zero-løsninger på virksomhedens produktionsfaciliteter i Afrika, Europa, Asien og Amerika. Det internationale, tværfaglige Niras-team samarbejder med både Heinekens globale og lokale teams for at implementere disse solide løsninger i overensstemmelse med deres strukturerede tilgang.
-Vores partnere bringer os ekspertise inden for deres område, viden om de bedste tilgængelige teknologiløsninger og en ekstern vurdering af de udfordringer, vi forsøger at løse; færdigheder, der er afgørende for at hjælpe Heineken med at nå vores ambition. At nå Net Zero i scope 1 og 2 inden 2030 kan ikke opnås uden samarbejde med eksperter som Arcadis, Niras og Royal HaskoningDHV. Det er essentielt for at nå denne milepæl med den hastighed og skala, vi har brug for, fortæller Magne Setnes, der er Chief Supply Chain Officer hos Heineken.
Det integrerede Net Zero Production-program blev lanceret for at hjælpe med at tackle de 88 pct. af Heinekens scope 1 og 2-emissioner, der kommer fra drikkevareproduktionen, med det formål at etablere et tværfagligt team af interne eksperter og eksterne leverandører for at drive fremskridt.
-Vi er glade for at kunne støtte Heineken i deres i-NZP-program og fortsætte vores langvarige samarbejde. Bæredygtighed er afgørende for Niras, og vi har investeret i at opbygge viden på dette område i mange år. Ved at kombinere dette med vores dybe indsigt og erfaring inden for bryggeribranchen ser vi frem til at støtte Heinekens globale ambitioner om at nå net zero på scope 1 og 2, supplerer Thomas B. Olsen, Executive Vice President, Niras A/S.
Sammen med Siemens, Arcadis, Niras og Royal HaskoningDHV samt andre strategiske partnere vil Heineken redesigne energisystemerne på mange af bryggeriets anlæg. Mere end 40 Heinekens anlæg er allerede en del af programmet, og planen er at involvere flere anlæg inden 2025.
I 2023 blev Heinekens Net Zero- og FLAG (Forest, Land and Agriculture)-mål godkendt af Science Based Targets-initiativet (SBTi), hvilket gjorde Heineken til det første globale bryggeri, der nåede denne bæredygtighedsmilepæl.