Det Danske Madhus producerer og leverer over 95.000 måltider om ugen. Her er fokus på hjemmelavet hverdagsmad til primært ældre, som har behov for madservice og sætter pris på et veltilberedt måltid. ScanPackaging har samarbejdet med Det Danske Madhus i Albertslund, Trige og Vejle i en længere årrække om pakkelinjer til pakning af de hjemmelavede måltider.

-I de første år omhandlede samarbejdet primært service og vedligeholdelse af deres produktionsudstyr samt større renoveringer. Efterfølgende har vi udbygget samarbejdet til også at omfatte levering og installering af flere nye traysealere fra vores italienske leverandører ILPRA og ItalianPack, fortæller direktør Per Hougaard.
Det er alfa og omega med sikker drift og høj oppetid på produktionsanlægget hos Det Danske Madhus, så leveringssikkerheden til en sårbar gruppe som ældre er i top. Derfor står fejlsøgning og korrigerende handlinger højt på teknik- og it-chef Jan Christensens dagsorden, når der sker nedbrud på en produktionslinje.
-Vi skal lære af de ting som sker og foretage korrigerende handlinger, så det samme ikke sker igen. Vores køkken og pakkeri er det bærende for, at der bliver tilberedt og sikret mad til ældre i hele landet. Derfor er det nødvendigt med leverandører, der leverer den højeste kvalitet, fortæller Jan Christensen.
-Vi har et rigtig godt samarbejde med ScanPackaging på det område. De har en god indsigt i vores maskinpark og er med til at sikre en høj oppetid, siger han videre.
Velgennemført installation
Derfor er det også naturligt for Jan Christensen at inddrage ScanPackaging, når der skal udskiftes udstyr på pakkelinjerne. Seneste har ScanPackaging udskiftet maskiner på to linjer hen over en weekend.
-De gamle maskiner stoppede med at køre fredag kl. 15, og mandag kl. 07 var de nye i gang, fortæller han videre. Alt var godt planlagt og klappede fint, så jeg er meget tilfreds med ScanPackagings arbejde.
Efterfølgende har man uddannet flere medarbejdere til superbrugere på den nye brugerflade, så de kan assistere deres kolleger og dermed give os den bedste service.