SmartField er en nyskabende platform, hvor man kan afprøve og verificere teknologier og dyrkningsteknikker i marken, der udgør det politiske fundament for reduktion af lattergas.
Teknologisk Institut er projektleder på et femårigt innovationsprojekt, SmartField, der har modtaget en bevilling på 134 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Formålet er at etablere en forsknings- og testplatform, så Danmark bliver et fyrtårn, der viser vejen for, hvordan lattergas-udledning (N2O) fra landbruget kan reduceres.
Derudover skal projektet bidrage til en mere præcis opgørelse af lattergasemissioner både lokalt og nationalt. SmartField-projektet starter i andet kvartal af 2024.
-SmartField-initiativet demonstrerer Danmarks engagement i at skabe et mindre klimabelastende landbrug og kommer til at spille en central rolle for fremtidens landbrug, siger Juan Farré, administrerende direktør ved Teknologisk Institut, og fortsætter:
-Gennem innovativ forskning og internationalt samarbejde sigter vi mod at sætte en global standard for test og validering af løsninger, der reducerer samt nøjagtigt registrerer de klimatunge lattergas-udledninger fra landbruget. Vi er stolte over, at Teknologisk Instituts mange års dedikerede forskning, engagement og opbygning af ekspertise på området nu kvalificerer os til at lede dette banebrydende projekt.
Fremtidens landbrugsmetoder
Visionen for SmartField er at opnå en dokumenteret reduktion af lattergas fra dansk landbrug på 20-30 pct. uden en negativ indvirkning på udbytte og miljøforhold.
I SmartField udvikles en innovativ platform på markniveau, som gør det muligt at teste og validere teknologier og dyrkningsstrategier, der har til formål at reducere udledningen af lattergas. Denne dokumentation vil – sammen med modelleringsværktøjer – kunne danne grundlag for den fremtidige regulering af landbruget og fremskynde implementeringen af teknologierne i de enkelte landbrug. Desuden skal den viden sikre, at implementeringen afspejles i den nationale opgørelse af emissioner fra landbruget.
Formålet med SmartField er at fremskynde afprøvning, validering og implementering af teknologier og tiltag, der kan reducere udledninger af drivhusgassen N2O (lattergas) fra landbruget.
Videnskabelig direktør i SmartField, professor Klaus Butterbach-Bahl, leder af Land-CRAFT Pioneer Center ved Aarhus Universitet, siger om projektet:
-Dette initiativ repræsenterer et betydeligt skridt i den rigtige retning i vores forståelse og evne til at reducere landbrugets klimaaftryk, specifikt for lattergas (N2O). Med støtte fra Novo Nordisk Fonden vil vi kunne gøre betydelige fremskridt i at kvantificere lattergasudledninger på forskellige skalaer fra mark til nationalt niveau og skabe et bedre grundlag for konkrete rammer og løsninger, der kan reducere udledningerne.
Med en mere nøjagtig måle- og opgørelsesmetode vil de danske myndigheder samtidig få bedre forudsætninger for at rapportere udledninger af lattergas fra dansk landbrugsjord til FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC).
Samarbejde i fokus
Som en del af udviklingen af en ny infrastruktur for feltmålinger, datamodellering, udvikling og opskalering af lattergasreducerende løsninger, vil man i projektet have fokus på samarbejde gennem Science Policy Practice Forum. Forummet skal sikre fremdrift i SmartField og fremme dialog mellem partnere i projektet og interessenter fra undervisnings- og forskningsorganisationer, landbrugsfællesskaber, politiske beslutningstagere og myndigheder, industri, NGO’er, tænketanke og FoU-fonde.
SmartField-projektet vil således positionere Danmark stærkt, når det kommer til data- og vidensopbygning og databaseret lovgivning inden for udledning af drivhusgasser i landbruget samt eksport inden for mindre klimabelastende landbrugsmetoder.
Fakta om SmartField
• Formål: Fremskynde validering, skalering og implementering af løsninger, der reducerer udledninger af drivhusgassen lattergas (N2O), samt udvikle en internationalt accepteret ramme for nøjagtig måling af lattergas-udledning fra landbrugsjord.
• Projektets tidsperiode: 2024-2029.
• Bevilling: 134 mio. DKK fra Novo Nordisk Fonden.
• Partnerne: Udover Teknologisk Institut er Novo Nordisk Fonden, Aarhus Universitet, Land-CRAFT Pioneer Center, Københavns Universitet, Colorado State University og SEGES Innovation. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vil gennem Landbrugsstyrelsen indgå som observerende ikke-finansielle partnere, der skal sikre videns- og datadeling.