Lyras A/S, hvis teknologi sparer 60 til 90 pct. energi og 60 til 80 pct. vand i forhold til gammeldags pasteurisering, har i løbet af sommeren modtaget en stor ny investering fra bl.a. Familien Ewers, Bagger-Sørensen Equity A/S, Nygaard Seed Investment ApS og Brdr. Colding Ejendomme Aps.
-Vi er glade for, at både vores eksisterende investorer og en ny stor spiller, Familien Ewers, køber ind på Lyras’ rejse mod at spare klimaet for store mængder CO2 og samtidig blive en rentabel forretning. Vores investorer støtter dermed den stærke teknologi, som Lyras har udviklet, og som er blevet bekræftet af en stor interesse fra det globale marked. Med de nye investeringer står Lyras solidt i næste skridt af vores kommercialisering, siger Mark Kalhøj Andersen, CEO i Lyras.
Virksomhedens vision er at spare klimaet for udledning af mindst en million tons CO2 fra proces- og fødevareindustrien inden 2030.
Godt rustet til global skalering
-Lyras har brugt året 2023 på at raffinere sin teknologi i samarbejde med nogle af de største spillere i mejeri- og enzymindustrien. Vi har fået globale kunder som Arla, Friesland Campina og Novonesis. Det er uvurderligt, når Lyras nu planmæssigt skal skalere globalt. Den næste fase af kommercialiseringen af raslysering betyder, at Lyras’ fokus på salg- og forretningsudvikling øges, hvilket kapitaltilførslen giver mulighed for, tilføjer Søren Birn, CEO i Bagger-Sørensen Equity A/S.
Han overtager formandsposten i bestyrelsen for Lyras efter Executive Vice President Scandinavia i vindueskoncernen Inwido AB, Mads Storgaard Mehlsen, som dog fortsætter i bestyrelsen som medlem.
-Lyras’ lovende teknologi har potentiale til at gøre en stor positiv forskel i industriens energitunge og vandforbrugende processer. Vi er overbevist om, at vores nye investering vil give både miljømæssig og økonomisk gevinst. Vi er glade for at medvirke til, at raslysering bliver udbredt til hele verden, siger Thomas Ewers fra Familien Ewers.
Ud over Familien Ewers har flere af de eksisterende investorer bidraget til at sikre Lyras’ fortsatte vækst. Det drejer sig om Bagger-Sørensen Equity A/S, Brdr. Colding Ejendomme Aps, Nygaard Seed Investment og Lyras Holding ApS.