SEGES Innovation samler nu forskere, virksomheder og beslutningstagere fra hele verden til klimakonferencen Agri Food & Climate Circle 2025. Målet er i fællesskab at udvikle effektive løsninger, der kan reducere klimaaftrykket for landbrugs- og fødevaresektoren.

Forskere, virksomheder og beslutningstagere verden over er engagerede i at skabe effektive klimaløsninger, der kan nedsætte landbrugs- og fødevaresektorens klimaaftryk. Der er dog stadig store potentialer for at udnytte synergier og samarbejder på tværs af fag- og landegrænser.
For at forene kræfterne samler videns- og innovationshuset SEGES Innovation for anden gang verdens forskere, virksomheder og beslutningstagere inden for landbrugs- og fødevareområdet. Det sker til den internationale klimakonference Agri Food & Climate Circle, der løber af stablen i oktober 2025 i København.
Ikke tid til at prøve sig frem
-Med den presserende, globale klimaudfordring er der ikke tid til, at vi hver især prøver at opfinde den dybe tallerken. Vi er nødt til at arbejde sammen om at udvikle fremtidens klimaløsninger på tværs af fagligheder og sektorer. Med konferencen vil vi skabe en platform for et øget samarbejde, som kan sætte turbo på den grønne omstilling, siger direktør for innovation Lisbeth Henricksen fra SEGES Innovation.
Agri Food & Climate Circle 2025 løber over to dage med et program, der består af både præsentationer, paneldiskussioner og debatter.
-Som vi alle ved, er klimamålene for sektoren særdeles ambitiøse frem mod både 2030 og 2045. Derfor er vi nødt til at tænke i nye baner, hvis vi skal accelerere den grønne omstilling med den hastighed, der er brug for. Ellers kommer vi ganske enkelt ikke i mål med at reducere landbrugets klimaaftryk, siger hun afslutningsvis.
Første gang SEGES Innovation, afholdt Agri Food & Climate Circle konferencen, var i 2023, hvor bl.a. topcheferne Peder Tuborgh, Jais Valeur og Cees ’t Hart fra henholdsvis Arla Foods, Danish Crown og Carlsberg gæstede konferencen.
Agri Food & Climate Circle 2025 finder sted 1.-2. oktober 2025 i København. Læs mere her.