Tune Vandværk er det andet vandværk i Danmark, hvor ionbytningsteknologi fra Silhorko-Eurowater A/S renser drikkevandet for PFAS.
Der er godt nyt til de 6.700 borgere i Tune Vandværks forsyningsområde. Silhorko-Eurowater A/S har nu installeret et ionbytningsanlæg på Tune Vandværk, der sikrer, at det drikkevand, som vandværket sender ud til forbrugerne, er fri for de problematiske PFAS-stoffer.
I 2022 opdagede Tune Vandværk, at drikkevandsboringerne i området var hårdt ramt af PFAS. Prøver af vandet viste en kombination af flere forskellige PFAS-stoffer, hvoraf tre – PFOS, PFOA og PFHxS – lå over den skærpede grænseværdi.
Tune Vandværk gik sammen med Region Sjælland om at håndtere PFAS-forureningen, og de og straks kontakt til vandbehandlingsvirksomheden Silhorko, der sidste år hjalp Fanø Vandværk med lignende problemer.
Succesfuldt pilotforsøg
I sammenligning med vandet på Fanø, indeholdt vandet i Tune markant flere PFAS-stoffer. Silhorko igangsatte derfor et pilotforsøg, der skulle teste, at ionbytningsteknologien også ville være den optimale løsning i Tune.
-Vi havde en stærk formodning om, at ionbytning var vejen frem. Vi har et hold af dygtige specialister, der kender ionbytningsteknologien ned i de mindste detaljer, så vi vidste, at udregningerne så lovende ud. Men vi måtte give det en virkelighedstest for at være 100 pct. sikre, fortæller Kåre Andersen, der er salgsingeniør hos Silhorko-Eurowater A/S på Sjælland.
Pilotforsøget bekræftede udregningerne: Rensningen fjernede samtlige PFAS-stoffer så effektivt, at de ikke længere kunne måles i vandet.
Nyt ionbytningsanlæg sat i drift
Silhorko gik derfor i gang med at designe og producere et permanent ionbytningsanlæg, og i april kunne det nye anlæg sættes i drift på Tune Vandværk. Anlægget har en kapacitet på 20 m3/t og vil årligt sørge for cirka 300.000 m3 rent drikkevand.
-Jeg er så glad for, at Silhorko hjalp os med at finde en løsning, der både er økonomisk fornuftig, nem at drifte og som sikrer, at vi kan levere PFAS-frit drikkevand til forbrugerne, siger driftsleder Kurt Ardal Larsen fra Tune Vandværk.
Hos Silhorko arbejder de aktuelt på at standardisere deres ionbytningsanlæg, så erfaringerne fra Fanø og Tune kan gavne andre PFAS-ramte vandværker.
-Rensning af PFAS-forurenet vand er komplekst, og der findes ikke en ”one size fits all”-løsning. Det er sammensætningen af stoffer i vandet, der afgør, om kul eller ionbytning er det bedste valg. Men med de overbevisende resultater vi har set på Fanø og i Tune, vil ionbytning helt klart spille en vigtig rolle i løsningen af fremtidens udfordringer, slutter Kåre Andersen.