Det lille danske startup-selskab MATR Foods modtager Det Danske Gastronomiske Akademis Hædersdiplom. Det er første gang nogensinde en plantefars hyldes.
-Det er lykkedes at lave et yderst velsmagende produkt, som er klimavenligt. MATR har sat en ny standard for produkter i planteprotein-kategorien, fastslår Gastronomisk Akademi i deres begrundelse for at tildele MATR hædersdiplomet. Dermed kan det lille selskab stille sig på skuldrende af tidligere modtagere som Rasmus Munk, Christian Puglisi, Kamilla Seidler, Søren Ejlersen med flere.
Svampefermenteringsteknik
MATR har skabt en helt ny type plantefars, der har struktur og saftighed som godt kød, men planternes sundhed og næring. Ved hjælp af en særlig svampefermenteringsteknik forvandles økologiske rodfrugter, korn og bælgfrugter helt uden brug af tilsætningsstoffer. Resultatet kaldes fungi plantefars og er en helt ny oplevelse – også hvis man har prøvet plantebaseret før.
-Vi er virkelig stolte over anerkendelsen fra så dygtige gastronomiske kompetencer. Vi har netop arbejdet med en stor ledestjerne i gastronomiens respekt for råvarer og håndværk. Vi har ikke brugt industri og kemi til at skabe noget, der er identisk med kød. Men vi har undersøgt grundigt hvad naturen kan skabe af smag og tekstur, hvis man tager svampenes rige verden til hjælp. Og med inspiration fra en gammel asiatisk tradition anvendt på lokale danske råvarer, har vi udviklet en helt ny ingrediens, der på den ene side har sin egen smag og på den anden side kan erstatte svine- eller oksekød i de fleste retter med et virkeligt lækkert resultat, siger Randi Wahlsten, der er direktør for MATR og det officielle navn på hædersbevisningen.
Det Danske Gastronomiske Akademi anerkender, at grøn omstilling af vores fødevareproduktion og madvaner er en bunden opgave. Men de har ikke meget til overs for ”ultraforarbejdede produkter som nærmest bliver en vegansk udgave af en rød pølse”.
Derfor begejstres de over at MATR er gået en anden vej med fermentering af lokale økologiske råvarer og uden tilsætningsstoffer og tung forarbejdning.
-Matr Foods laver efter vores mening nogle af de bedste planteprotein-produkter på markedet, som er virkelig lækkert og man savner ikke kødet, skriver Gastronomisk Akademi i begrundelsen.
MATR produceres i Nordhavn, København og kan ind til videre opleves hos Gasoline Grill, Sticks n’ Sushi, Mother Pizza, Rørt m.fl samt købes til hjemmeforbrug på Nemlig.com.
Prisoverrækkelsen fandt sted i starten af maj.
Om MATR Fungi plantefars
• MATR indeholder udelukkende naturlige råvarer som kartofler, rødbeder, ærter, lupin, havre, timian, salt og vand. Alle dyrket i Danmark eller Sverige.
• MATR er desuden fermenteret med svampekulturer som omdanner råvarerne og skaber tekstur, bid og umamismag helt naturligt
• MATR Fungi har et CO2 aftryk på 1,4 kg CO2e per kg, hvilket er 94 pct. lavere end oksekød
• Det er højt på protein, højt på fibre, lavt på fedt og har en komplet aminosyreprofil ligesom kød
Om MATR Foods
• MATR Foods er et dansk start-up, der kombinerer mikrobiologi og gastronomi for at skabe nye løsninger på nogle af verdens største udfordringer; klima-, biodiversitets- og sundhedskriserne.
• Folkene bag MATR er et internationalt team af forskere, kokke og entreprenører med erfaring fra fødevareindustrien