Listen over de mest fangede spisefisk og skaldyr inkluderer blandt andet rødspætte og blåmusling. Og i første halvår af 2024 blev der landet 3.000 tons torsk til spisefisk i Danmark.
10.000 tons blåmuslinger blev landet i de danske havne fra januar til og med juni 2024. Dermed topper blåmuslingen listen over de mest fangede spisefisk og skaldyr i det første halve år af 2024.
Mørksejen indtager andenpladsen med knap 6.000 tons. På tredjepladsen finder vi rødspætten. Der blev landet lige under 4.000 tons rødspætter til de danske forbrugere fra januar til og med juli. Slutteligt finder vi torsken på fjerdepladsen med lige omkring 3.000 tons fanget til konsum.
Tal for hhv. sild og makrel er ikke inkluderet, da disse arter oftest bliver forarbejdet inden salg.
Sammenligner man med mængden af fisk og skaldyr, der blev fanget til brug i industrien i samme periode, ser listen ganske anderledes ud. Her finder man nemlig blåhvillingen på en førsteplads med 214.000 tons. Herefter følger brislingen, tobisen og havgalten.
Listen er lavet på baggrund af tal fra januar til og med juni 2024. Det betyder, at det hovedsageligt er fiskerier, der er i sæson i denne periode, som topper listen. En tilsvarende liste fra juli til og med december 2024 vil derfor se anderledes ud.