Når øl gærer, udvikles CO2. Men i stedet for blot at lade CO2’en sive op i atmosfæren, kan bryggerier indfange, lagre og senere anvende den til at skabe det eftertragtede skum i deres øl.
Hidtil har muligheden for denne klimavenlige håndtering af CO2 været forbeholdt større bryggerier, fordi teknologien baserede sig på produktion af store mængder øl. Men nu er teknologien skaleret, så den også passer til mikrobryggerierne. Der er således nu mindre anlæg tilgængelige på markedet, og de danske mikrobryggerier viser betydelig interesse for dem.
Seks ud af 39 bryggerier svarer i en rundspørge fra Bryggeriforeningen, at de opsamler CO2 fra gæringen for senere at tilsætte den til deres øl. Og yderligere 13 bryggerier tilkendegiver, at de har planer om at investere i CO2-opsamling. Dermed er det halvdelen af de deltagende bryggerier, der enten indfanger deres CO2 og forvandler den til skum, eller som har planer om at gøre det.
-I forvejen er dansk øl langt mindre klimabelastende end vin og spiritus. Det skyldes især, at øllet brygges og sælges lokalt, mens vin og spiritus ofte transporteres over lange afstande. Men ved at opfange CO2 fra gæringen og bruge den som kulsyre i øllet, bliver øls klimaaftryk endnu mindre, fortæller Bryggeriforeningens direktør, Nick Hækkerup.
Et mindre CO2-genindvindingsanlæg koster typisk nogle hundrede tusinde kroner, men omvendt sparer bryggeriet udgifter til at købe CO2 udefra.