Efter næsten tre årtiers strid mellem Danmark og EU om grænseværdier for tilsætning af nitrit til kødprodukter, meldte EU-Kommissionen tidligere i 2024, at den accepterer de danske særregler på området. Forud ligger en solid forsknings- og rådgivningsindsats og fastholdelse af lavere danske grænseværdier i forhold til resten af EU.
Eksperter fra DTU Fødevareinstituttet (som tidligere hed Statens Levnedsmiddelinstitut) blev i 1960’erne bekymrede for brugen af nitrit, og det blev afgørende for, at Danmark i 1973 indførte en positivliste for tilsætningsstoffer, som blandt andet begrænsede mængden af nitrit, der måtte tilsættes kødprodukter (E249 og E250).
Forskning på området pegede nemlig i retning af, at nitrit, der tilsættes kødprodukter, kan øge risikoen for kræft, og med basis i instituttets faglige rådgivning blev grænseværdierne herefter gradvist sænket i løbet af 1980’erne.
Madsminkesagen
I 1995, hvor reglerne for anvendelse af tilsætningsstoffer blev EU-harmoniseret, besluttede Danmark at fastholde de danske grænseværdier for nitrit i kødprodukter.
Kommissionen fandt i 1999, at de danske særregler ikke kunne forsvares ud fra en sundhedsmæssig begrundelse, og dermed udgjorde de danske regler en teknisk handelshindring, hvilket er ulovligt indenfor EU. Uenigheden mundede ud i, at Danmark påberåbte sig miljøgarantien og anlagde sag mod Kommissionen ved EF-Domstolen (nu EU-domstolen) for at kunne beholde de nationale regler.
Sagen blev i folkemunde kaldt ”madsminkesagen”, da nitrit, og sulfit, som sagen også omhandlede, har stor betydning for farven af visse typer af fødevarer. Det er nitrit, som giver de særlige røde farver til mange kødprodukter fx hamburgerryg, bacon, skinke og rullepølse. Stofferne klassificeres dog ikke som farvestoffer, men som konserveringsmidler, da både nitrit og sulfit kan hæmme væksten af mikroorganismer i fødevarer.
I forhold til nitrit vandt Danmark i 2003 sagen, men skulle med regelmæssige intervaller (hver tredje år siden 2014) overfor Kommissionen dokumentere, at de danske særregler stadig var nødvendige af hensyn til beskyttelse af folkesundheden. Fødevarestyrelsen har i denne proces foretaget kontrol og overvågning af nitritindholdet i kødprodukter på det danske marked, mens DTU Fødevareinstituttet har leveret den faglige dokumentation for Danmarks position (senest den 18. august 2023).
Baggrund for Danmarks standpunkt i sagen
Det primære sundhedsmæssige argument for Danmarks position er, at nitrit i kødprodukter kan reagere med sekundære aminer hvorved der dannes N-nitrosaminer. Der er tale om meget små mængder, men flere af de N-nitrosaminer, der kan dannes, hører til blandt de mest kræftfremkaldende stoffer, vi kender til.
Den 30. april, meldte EU-Kommissionen ud, i lighed med tidligere afgørelser efter 2003, at den accepterer de danske særregler for nitrittilsætning, men denne gang er accepten tidsubegrænset, indtil det tidspunkt, hvor EU-Kommissionen måtte fastsætte grænseværdier for den tilsatte mængde af nitritter, der er lig med eller lavere end dem, der er fastsat i de danske nationale bestemmelser.
Det får hurtigt en betydning, da EU-Kommissionen fra den 9. oktober 2025 indfører grænseværdier for halv- og helkonserverede varmebehandlede kødprodukter, der er mere restriktive end de danske grænseværdier. Fra denne dato og for denne fødevarekategori, tilslutter Danmark sig dermed EU’s grænseværdier.
Det har været en lang proces, men den har sikret, at kødprodukter solgt i Danmark tilsættes mindre nitrit end i andre EU-lande.
Danmarks ageren har også bidraget til et større fokus på de sundhedsmæssige risici ved brugen af nitrit indenfor EU, så EU i dag også arbejder på at nedbringe tilsætningen af nitrit til kødprodukter.
Kilde: DTU.
Om nitrit
Nitrit tilsættes ofte bacon, skinker, hamburgerryg og forskelligt kødpålæg af hensyn til farven og for at hæmme væksten af bakterien Clostridium botulinum, som kan give pølseforgiftning.
Men nitrit reagerer med visse aminer, der i forvejen findes i kødet, hvilket kan resultere i dannelsen af kræftfremkaldende N-nitrosaminer.
Økologiske kødprodukter, der er produceret i Danmark, må ikke tilsættes nitrit.