Coop Danmark A/S fjerner igen plastlåget på kartoner – denne gang gælder det skruelåget på næsten seks millioner kartoner med yoghurt og ymer fra Coop-serien. Det giver store reduktioner i Coops plastforbrug og CO2-udledning.

Sidste år fjernede Coop det fastmonterede skruelåg på de mest solgte mælketyper fra Änglamark og 365 Øko i samarbejde med Thise Mejeri. Og Coop fortsætter med at fjerne skruelåg fra kartoner og dermed reducere plastforbruget. Denne gang gælder det lågene på kartoner med yoghurt og ymer fra Coops eget mærke, ”Coop”.
Det drejer sig om næsten seks millioner kartoner årligt, som ikke længere bliver produceret med plastlåg, men i stedet har kartonerne den traditionelle kartonåbning. Det giver en årlig plast-reduktion på 17 ton samt en reduktion i CO2-udledning svarende til 48 ton.
-EU har bestemt, at alle plastlåg på drikkeflasker og kartoner skal være fastmonteret for at undgå, at lågene ender i naturen. Men vi ved, at mange kunder finder lågene besværlige. Og samtidig vil vi gerne spare plasten, så nu fjerner vi igen låg på rigtig mange kartoner og sparer dermed store mængder plast og CO2 til gavn for miljøet, fortæller Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet.
Udrulningen af yoghurt- og ymer-kartoner uden skruelåg er sket løbende fra midt januar, og de nye kartoner med traditionel åbning er nu på hylderne i alle butikker.