Claus Bertelsen forlader sin rolle som administrerende direktør og medejer af Peter Larsen Kaffe efter 24 år i virksomheden. Nu bliver kafferisteriet Löfbergs eneejer, og ambitionen er at fortsætte med at udvikle Peter Larsen Kaffe i Danmark.

-Jeg har vel omkring 15 år tilbage af mit arbejdsliv, så hvis jeg skal nå at lave noget andet er det nu. Derfor er det nu det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage og sælge min resterende aktiepost. Peter Larsen Kaffe har været en del af hele mit liv, og jeg er glad for, at Löfbergs deler mit håb om, at forretningen også i fremtiden vil være en vigtig og værdsat del af den danske kaffekultur, siger Claus Bertelsen.
Claus Bertelsen blev udnævnt til administrerende direktør for Peter Larsen Kaffe tilbage i 2004, og under hans ledelse har virksomheden femdoblet sin markedsandel og udviklet sig til en af Danmarks førende kaffevirksomheder. Samtidig har Claus haft tunge opgaver som ansvarlig for forskellige lande og områder i Löfberg koncernen og har været en del af koncernledelsen siden 2016.
-Claus har gjort et fantastisk stykke arbejde og betydet meget for udviklingen af både Peter Larsen Kaffe og Löfbergs forretning i Danmark. Hans beslutning ændrer ikke på vores langsigtede engagement i Peter Larsen Kaffe, og målet er at fortsætte med at vokse på det danske marked, siger Anders Fredriksson, administrerende direktør i Löfbergs.
Peter Larsen Kaffe blev grundlagt i 1902 i Viborg. Löfbergs blev partner i 2002 og har siden udvidet sit ejerskab efter en fælles plan.
Claus Bertelsen har altid været drevet af en leveregel, som har guidet ham i hans arbejde: ”Lov mindre, giv mere”. Det har været hans tilgang både internt i virksomheden, mødet med kunderne og samarbejdspartnere. Social ansvarlighed og hele den agenda har også været en hjørnesten i måden at drive virksomhed på, og en sag som Knus Kræft projektet, som har skaffet stjernestunder for syge børn og deres familier, hvor der er indsamlet mere end 13 millioner kroner igennem de sidste otte år.
Claus Bertelsen ser tilbage på sine mere end to årtier i virksomheden med stor glæde og vil særligt se tilbage på det tætte samarbejde med alle medarbejdere, kunder og forretningsforbindelser gennem årene.
-Jeg vil gerne sige en stor tak til alle, der har været en del af rejsen. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med så mange dygtige og spændende mennesker igennem årene. Jeg har stor respekt for den indsats, som hver og én har bidraget med til at skabe succes for virksomheden Peter Larsen Kaffe, siger Claus Bertelsen.
Dybe familiemæssige rødder
Claus Bertelsen slutter sin ledelseskarriere i Peter Larsen Kaffe efter at have været en del af en virksomhed, der har dybe rødder i hans familie. Hans morfar, Asmund Thorsen, startede i Peter Larsen Kaffe i 1928, og familien har været en del af virksomhedens ledelse i flere generationer. Asmund Thorsen købte Peter Larsen Kaffe i 1956, efterfulgt af svigersønnen Kaj Bertelsen, der ledede virksomheden fra 1966 og frem til 2004. Siden da har Claus Bertelsen været adm. direktør.
-Selvom det er vemodigt at forlade en virksomhed med så dybe familiemæssige rødder igennem mere end 90 år, ser jeg frem til nye spændende udfordringer. Men kaffen glemmer jeg aldrig og håber selvfølgelig det bedste fremadrettet for Peter Larsen Kaffe A/S, som fortsat vil stå mit hjerte meget nært, slutter Claus Bertelsen.
Claus Bertelsen fortsætter som administrerende direktør i Peter Larsen Kaffe frem til udgangen af juli 2025.