Vi spiser i gennemsnit kun to gram tilberedte bælgfrugter om dagen i Danmark – langt fra de anbefalede 100 gram. Det er synd, for bælgfrugter er både proteinrige, økonomiske og bæredygtige – samtidig med, at de kan dyrkes lokalt. Derfor inviterer Rådet for sund mad og 28 andre organisationer og virksomheder til at fejre Bælgfrugternes Dag den 10. februar 2025.
Bælgfrugternes Dag markerer FN’s internationale mærkedag for bælgfrugter, og dette bliver tredje gang, man fejrer dagen i Danmark. Dagen har til formål at inspirere danskerne til at bruge flere bælgfrugter i madlavningen – fra hjemmekøkkenet til kantiner, skoler og institutioner. Det kan være bønner, kikærter eller linser, der bliver en del af både den enkle og den mere eksperimenterende ret.
En sund og bæredygtig anbefaling
Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi spiser flere bælgfrugter som en del af vores daglige kost, både af hensyn til vores sundhed og klimaet. På Bælgfrugternes Dag 2025 vil Rådet for sund mad og dets samarbejdspartnere give danskerne lyst til at opnå de anbefalede 100 gram gennem en række spændende aktiviteter. Dagen bliver fejret over hele landet i blandt andet kantiner, børnehaver, skoler og på plejehjem, hvor både store og små kan få smagfulde retter fyldt med bælgfrugter.
-Vi ser et øget nationalt fokus på bælgfrugter – fra landmænd, der omlægger til bæredygtigt landbrug, til udvikling af nye færdigretter og stigende efterspørgsel fra forbrugere og madhåndværkere. Derfor giver det god mening at vælge bælgfrugter, når du vil spise sundt og mere planteriget. Det er en fantastisk kilde til protein og andre næringsstoffer og bør derfor være en fast del af vores hverdagsmåltider. Det er er samtidig også godt for klimaet, siger Kirstine Hartvig Mahler, chef for Bæredygtighed og Sundhed i Fødevarestyrelsen og formand for Rådet for sund mad.
Bælgfrugternes Dag byder ikke kun på lækre retter, men også på sjove og lærerige aktiviteter. Blandt andet kan deltagerne høre den populære sang “Hvad fuck er en bælgfrugt?”, prøve kræfter med en bælgfrugtquiz eller få inspiration via undervisningsvideoer til professionelle køkkener. Derudover opfordres alle deltagere til at dele deres egne kreative opskrifter på sociale medier, så vi kan sprede glæden ved bælgfrugterne endnu længere.
Bælgfrugternes Dag er arrangeret i regi af Rådet for sund mad i samarbejde med FOA, Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer samt mange flere partnere.