Den danske virksomhed Proxima Centauri ApS står bag en automatiseret løsning til at måle svinetarme til pølseindustrien og har i et MADE-projekt fået hjælp til at automatisere opsamlingen af tarmene. Løsningen var et smartkamera med en indlejret algoritme. Det gør løsningen så effektiv, at virksomhedens CEO vurderer, at maskinen nu kan blive solgt på helt nye markeder.
Historien om en unik maskine til slagteriindustrien startede i 2018 med den dengang 71-årige Jan Pedersen, der efter en årrække i industrien begyndte at udvikle et automatiseringsanlæg. Ligeledes i 2018 grundlagde han virksomheden Proxima Centauri ApS.
I dag bærer hans søn Troels Pedersen projektet videre, og han har nu fundet de manglende brikker til en fuldautomatiseret løsning.
Proxima Centauri står bag en automatiseret løsning til at måle svinetarme til pølseindustrien og har i et MADE-projekt fået hjælp af Teknologisk Institut til at automatisere opsamlingen og påfyldningen af tarmene ind i automatiseringsanlægget.
-Vi er meget tilfredse med projektet. Det konkrete tekniske resultat, der er kommet ud af projektet, var lige præcis den brik i puslespillet, vi manglede for at kunne komme videre med vores løsning, siger Troels Pedersen, der er CEO i Proxima Centauri ApS.
Løsningen med et smartkamera
Helt overordnet måler maskinen diameteren på svinetarme gennem hele svinetarmens længde, hvilket pølseproducenter bruger til at vurdere, hvilke svinetarme der skal anvendes til større og mindre typer af pølser.
Den klassiske metode er at måle tarmene ved at udspile tarmene med vand og benytte plastafstandsklodser til den manuelle bedømmelse.
Proxima Centauris opfindelse er derfor unik og står i kontrast til den konventionelle manuelle måde at opmåle svinetarme. Løsningen er da også på markedet allerede, men der har været en sten i skoen.
Proxima havde allerede fundet frem til gribere og det mekaniske setup med en robot til at fylde svinetarmene på maskinen. Men de manglede en løsning til, at robotten kunne lokalisere enderne på svinetarmene, så den kunne samle dem op og indføre dem korrekt i maskinen.
-Vi kiggede på forskellige løsninger som blandt andet smartkameraer, almindelige kameraer og visionkameraer med kunstig intelligens, fortæller faglig leder på Teknologisk Institut, Carsten Panch Isaksen.
I projektet viste det sig, at et smartkamera, med en indlejret algoritme udviklet af Teknologisk Institut, kunne være en løsning. Et smartkamera fungerer lidt som en smartphone, hvor brugeren kan downloade apps til at udføre specifikke opgaver.
-Smartkameraet er blevet meget mere kraftigt med tiden, hvilket gør det muligt at lægge specialiserede algoritmer op i selve smartkameraet, forklarer Carsten Panch Isaksen og tilføjer:
-Det er noget, vi kommer til at se mere og mere af.
Tidligere ville man være nødt til at have kameraet tilsluttet en ekstern computer, som indeholdt algoritmen til at genkende enderne på svinetarmene. Det ville betyde flere enheder og ledninger, der kunne gå i stykker – men også flere overflader, hvor bakterier kan ophobe sig.
-Vi kan minimere antallet af eksterne enheder og kabler: En løsning, hvor hele enheden er lettere fødevaregodkendt, kan man sige, opsummerer Carsten Panch Isaksen.
Sådanne smartkameraer og software med mulighed for indlejring af billedbehandlingsalgoritmer er virksomheden Sick A/S blandt andet leverandør af. Sick var partner i projektet og var glade for at få udforsket mulighederne med deres produkter af i samarbejde med Proxima og Teknologisk Institut:
-Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Proxima og Teknologisk Institut og fik vist, at man ikke er låst af smartkameraets standardfunktioner, men kan bruge egenudviklede algoritmer. Den viden er vi glade for at udbrede gennem et projekt som det her, forklarer produktchef i Sick A/S, Mads Julius Pedersen.
-Den nye kameraløsning og den tilpassede algoritme gør det muligt at finde enden på svinetarmene og sende koordinater til robotten, som kan føde tarmen til anlægget automatisk, fortæller Troels Pedersen.
Han vurderer, at Proxima vil have den fuldt automatiserede opsamling af svinetarme integreret i deres anlæg i slutningen af 2024/ starten af 2025.
Mulighed for at sælge i lavtlønslande
Automatiseringen af selve påfyldningen fjerner en manuel proces og gør anlægget hurtigere og billigere. Faktisk i en sådan grad, at Troels Pedersen ser helt nye markeder åbne sig for den fynske opfindervirksomhed.
-Det er med til at åbne op for nye markeder for os. Efterhånden som vi bliver mere og mere effektive og reducerer den manuelle del af opgaven, er vi i stand til at gå ud med en løsning, der også er konkurrencedygtig, selv i lavtlønslande, hvor der også bliver slagtet mange svin og produceret mange svinetarme, fortsætter han.
I dag bliver maskinen hovedsageligt solgt til europæiske producenter af svinetarme, såkaldte tarmvirksomheder. Derudover bør det nævnes, at Proxima for nyligt er blevet opkøbt af den hollandske gigant Van Hessen, hvilket også giver endnu flere kræfter til at få det fuldautomatiserede anlæg længere ud på verdensmarkedet.
Proxima Centauri blev stiftet i 2018 af Jan Pedersen og drives i dag af CEO Troels Pedersen.
Virksomheden står bag et unikt automatiseringsanlæg til opmåling af svinetarme, som de har taget en række patenter på.
Proxima Centauri sælger i dag deres anlæg til slagteriindustrien i Europa.
I 2024 blev Proxima Centauri en del af hollandske Van Hessen, som har opkøbt den fynske virksomhed.
Artiklen er skrevet af Julie Lykke-Nedergaard, kommunikationskonsulent, MADE.
Artiklen kan også læses i Plus Proces.