Fusionen mellem de to selskaber vil skabe ”det stærkeste andelsmejeri” i Europa med flere end 12.000 andelshavere og en proforma-omsætning på EUR 19 mia. (DKK 142 mia.), hedder det i fælles en pressemeddelelse.

Arla Foods og DMK Group meddeler, at selskaberne har til hensigt at fusionere og skabe det stærkeste andelsmejeri i Europa. Fusionen samler mere end 12.000 landmænd, og sigter mod at blive et fælles andelsselskab med en samlet proforma-omsætning på 19 milliarder EUR.
-Med dette skridt bevæger vi os i retning af at skabe fremtidens mejeri, forbedre næringsrig mælkeproduktion af høj kvalitet og innovation i Europa og globalt, samtidig med at vi sikrer en stærk mælkepris til vores ejere. Fusionen skal godkendes af repræsentantskaberne i andelsselskaberne samt af myndighederne, hedder det i meddelelsen.
Arla Foods og DMK Group har med succes samarbejdet om flere projekter i de senere år, blandt andet joint venture-projektet ArNoCo, som forarbejder valle fra DMK’s osteproduktion til valleproteinkoncentrat og laktose af høj kvalitet til Arlas globale ingrediensforretning.
Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand for Arla Foods:
-Fundamentet for dette partnerskab er vores fælles værdier, og jeg er utrolig stolt af den foreslåede fusion, som er en winwin for begge andelsselskaber. Styrken i både Arla og DMK Group ligger i vores fælles engagement i kvalitet og innovation, og jeg ser DMK Group som den perfekte partner til at forme et nyt og styrket Arla, der er klar til at være førende i mejeriindustrien.
Heinz Korte, bestyrelsesformand for DMK Group:
-Vi er stolte af den planlagte fusion med Arla, et andelsselskab, der deler vores engagement i innovation og værdiskabelse. Partnerskabet styrker vores andelsselskabers modstandsdygtighed og bidrager væsentligt til at styrke vores landmænds konkurrenceevne. Sammen kan vi udvide vores rækkevidde for vores mejeriprodukter og dermed forbedre vores tilbud og i fællesskab drive den videre udvikling af innovative produkter til gavn for vores andelshavere.
Peder Tuborgh, administrerende direktør for Arla Foods:
-DMK Group er det største andelsmejeri i Tyskland og en meget attraktiv partner, der deler vores kerneværdier. Vores stærke markedspositioner og produktporteføljer supplerer hinanden rigtig godt, og vores stærke partnerskab gennem de seneste år har vist, at DMK Group er en ideel partner for Arla. Vores fælles markedstilstedeværelse i Europa og globalt vil gøre det muligt for os at sikre vores produktion af sunde mejeriprodukter, sikre en stabil fødevareproduktion i Europa og bringe endnu flere næringsrige produkter til verden og vores kunder. Denne fusion er en naturlig fortsættelse af vores stærke samarbejde til gavn for forbrugerne, vores landmænd og deres mælkepris.
Ingo Müller, CEO for DMK Group:
-Arla har etableret sig som en nøglespiller i mejeriindustrien, og ved at gå sammen får vi en stærk og attraktiv portefølje af mærkevarer og private label-produkter til alle vores kunder. Gennem Arlas globale rækkevidde kan vi få adgang til forbrugere og kunder ud over vores nuværende geografiske rækkevidde og samtidig styrke vores forretningsmæssige modstandskraft. Vores komplementære styrker, både inden for forretning og tankegang, vil gøre det muligt for os at fortsætte med at udvikle mejeriteknologi og innovation, samtidig med at vi giver landmændene et stærkt hjem.
Med den foreslåede fusion vil den kombinerede enhed stå kommercielt stærkt gennem mere diversificerede produktporteføljer og markedspositioner på trods af det forventede fald i den samlede europæiske mælkepulje. Som Europas største andelsmejeri er det den klare ambition at udvikle endnu stærkere partnerskaber med kunderne og tilføre værdi til deres forretning, samtidig med at vi tilbyder et attraktivt miljø for landmænd, kolleger og andre forretningspartnere.
Den fusionerede enhed vil bære Arlas navn. Hovedkvarteret bliver placeret i Viby J i Danmark, og Jan Toft Nørgaard bliver formand. Peder Tuborgh bliver administrerende direktør, og Ingo Müller træder ind i Arlas koncernledelse som EVP for integration efter fusionen.
Fusionen skal godkendes af repræsentantskaberne i andelsselskaberne samt af myndighederne. Det detaljerede fusionsforslag vil blive drøftet med medlemmer af andelsselskaberne samt relevante medarbejderrepræsentanter og samarbejdsudvalg i de kommende måneder, og efterfølgende vil fusionsaftalen blive forelagt andelsselskabernes repræsentantskab til godkendelse i juni 2025.