Det danske innovationspartnerskab AgriFoodTure investerer nu 42 millioner kroner i forsknings- og innovationsprojekter, der skal fremskynde implementeringen af den grønne omstilling inden for landbrugs- og fødevaresektoren i Danmark.
Det er fjerde gang, at AgriFoodTure investerer i grønne projekter, og de nye investeringer er delt i to puljer på 35,8 mio. kr. og 6,4 mio. kr. Ansøgningsfristen er 25. marts 2025.
-Landbrugs- og fødevareerhvervet skal nå en række ambitiøse klimamål på meget kort tid, og den grønne trepart understreger behovet for at accelerere indsatsen. Derfor vil vi nu investere 42 mio. kr. i grønne innovationsprojekter, der kan implementeres meget hurtigt og have en håndgribelig effekt på klimagasudledningerne inden 2030, siger Mission Director Anette Engelund Friis fra AgriFoodTure.
Puljer med hvert sit fokus
Den ene pulje er målrettet konsortier af virksomheder, forskningsinstitutioner, offentlige organisationer og startups, mens den anden pulje er målrettet iværksættere og små og mellemstore virksomheder. Det er første gang, at AgriFoodTure lancerer en pulje direkte til små og mellemstore virksomheder
-Disse virksomheder spiller en stor rolle, når der udvikles nye, grønne teknologier. De er gode til at tænke ud af boksen og eksekvere på vilde idéer, fordi der ofte er kort fra top til bund. Til gengæld har de ofte svært ved at finde finansiering til at gøre deres idéer markedsklare, og det er dette behov, vi prøver at tilgodese med denne pulje, siger Anette Engelund Friis.
Vil accelerere den grønne omstilling
AgriFoodTure er et partnerskab under Innovationsfonden, der skal accelerere den grønne transformation af Danmarks landbrugs- og fødevareproduktion.
Siden etableringen i 2022 har AgriFoodTure indtil videre investeret 126.5 millioner kroner i 18 grønne innovationsprojekter. I starten af december besluttede partnerskabet desuden at investere yderligere 44 millioner kroner i 12 projekter, som forventes offentliggjort i starten af det nye år.
For at få støtte fra AgriFoodTure skal projekter tage afsæt i AgriFoodTures roadmap for grøn omstilling af den danske landbrugs- og fødevaresektor.
Læs mere om de to nye puljer og tidligere støttede projekter her.